Amatørernes store dag

December er amatørernes sæson i Danmark, hvor vi har stolte traditioner for at bedøve landet i alkoholtåger så hampre, at det næsten ikke er muligt at komme gennem december uden at få et gok i nøden af Kong Alkohol. I Danmark har vi nemlig den fabelagtige liberale alkoholkultur, at vi som det eneste land i verden nærmest har guddommeliggjort begrebet julefrokost. Indrettet offentlige transportmidler til formålet. På arbejdspladser er julefrokosten sæsonens festlige højdepunkt, hvor kolleger ævler og kævler i månedsvis om, hvor festligt det bliver. Der nedsættes udvalg, hvis fornemste opgave er at få mest billig sprut og mad for ledelsens penge. Og når dagen oprinder, sejler unge som gamle stanghamrende berusede rundt i gaderne, brækker sig i lokummer, flår bukserne af de unge piger, fortæller chefen at han er idiot og, hvis det er rigtig vellykket – kommer op og slås. I december måned har danskerne carte blanche til at opføre sig som lallende idioter, lave skandale og bolle til højre og venstre på kopimaskinen. Det er højsæson for sprut, vold og hor. Her har vi den danske glade druk-kultur i sin mest koncentrerede platte form.

Det er tankevækkende, at vi her til lands oplever en så himmelråbende mangel på værdighed, når kollektive Danmark har besluttet at slå gækken løs. Vi har en accept og dyrkelse af druk som er uden sidestykke. Det ligger i vores viser, i ordsprog, i samværsformer, i vores humor. Det er fuldstændigt accepteret i Danmark, at man til selskaber bliver båret nærmest bevidstløs ud i taxaen. Vi griner, når kollegaer smider tøjet foran resten af afdelingen, og ydmyger sig selv ved mikrofonen på Sams Bar med et blinkende rensdyr om hovedet. Vi skal død pine male med hele paletten af hæmningsløst vanvid, når formerne opløses og afløses af en kollektiv psykose, hvor anything tilsyneladende goes. Danskvand og selvbeherskelse er for gravide og tøsedrenge.

Det starter sjovt og ender i en brækspand. Eller på bunden af en rulletrappe, som en mand måtte sande forleden efter en aften i festligt lag. Selv er jeg på vej hjem fra en middag hos nogle gode venner, ædru ad helvede til. Reagerer som en seismograf på de kække mennesker, der er på vej enten hjem eller videre i natten bærende på promiller af sneøl og snaps. En mand er med et selskab på vej op af metroen på Kgs. Nytorv. Manden har gang i noget der tilsyneladende er et forsøg på at moonwalke baglæns ned af den opadrullende trappe. Det må man trods alt gi’ fulde folk – der skal ikke meget til at underholde dem! Jeg passerer manden, han mister balancen og falder pladask bagover med et rungende smæld. Bliver liggende. Manden er simpelthen for skidefuld til at rejse sig ved egen kraft. Hans muntre venner fniser forlegent og får ham til sidst på højkant. De puffer ham ind i elevatoren og jeg forsvinder fra scenen. Jeg forestiller mig hans hovedpine i morgen og får selv ondt i hovedet.

Skål!