Cirkusprinsessen med den tre-benede kat

Mennesket er det eneste dyr, der rødmer. Vi har en bevidsthed og vist nok tilmed en underbevidsthed, der driver os vidt omkring i følelsernes kringel og skammekroge. Mennesker er unikke og alligevel – mener nogle – er forskellene krusninger på overfladen. Jeg i mit liv mødt adskillige mennesker, hvoraf flere har gjort indtryk på mig, nogle få har tiltrukket mig, enkelte frastødt mig, mens rigtig mange har undret mig. Én af dem var cirkusartisten med den trebenede kat. Hun boede på Vesterbro i en lejlighed, og jeg lærte hende at kende, da jeg meldte mig som besøgsven hos den lokale kirketjeneste.

Den gamle dame et skrækindgydende syn at skue, og mindede mig om heksen i Hans og Grethe. Hendes ansigt var rynket, næsen stor og spids og hagen behåret. Det lange flagrende hår var ildrødt, gråt i bunden, og kvindens magre skikkelse iklædt nogle gamle udtjente klude. Hendes lejlighed var en bizar tidslomme at træde ind i. Det første syn der mødte mig, da jeg trådte ind i entreen, var gulnede breve, postkort, fotografier og plakater af en ung smuk kvinde med en trompet.

Det viste sig at være hendes afdøde datter, der i sin tid havde været barnestjerne, kendt som pigen med guldtrompeten, indtil hun i en alt for tidlig alder døde under mystiske omstændigheder under et hospitalsophold. Lejligheden var indelukket, der stank af kattepis, og den eneste ting der stod frem, var et imposant barokmøbel der fyldte hele væggen i den ramponerede stue, og vidnede om fordums storhed. Møblet var et arvestykke fra en for længst afdød enke, der havde testamenteret boet fra en 11-værelses herskabslejlighed til Edith, som oldingen hed. Alt var i dag solgt undtagen dette imponerende møbel.

Der var en ulidelig indelukket stemning i lejligheden, og en stærk fornemmelse af at kvinden der boede i dette hjem var hjemsøgt af en tragisk skæbne. I et halvt år besøgte jeg Edith hver uge, og ledsagede hende på korte spadsereture. Det var ikke muntre stunder. Edith viste sig at være et ganske forbitret menneske med meget firkantede holdninger til tingene. Hun gemte på udklip fra Dyrenes beskyttelse, var religiøst vegetar, og foragtede alle, der ikke var det. I det hele taget havde hun ikke meget tilovers for mennesket, som hun mente var en frygtelig ond skabning, der konstant forgreb sig på sagesløse dyr. Selv havde hun adopteret to hjemløse katte, hvoraf den ene havde mistet sit ene forben, da den engang var blevet angrebet af en hund. Disse katte var hendes et og alt. Hendes omsorg for dyr var i grunden ganske rørende, men da hun en dag insisterede på at fodre duerne på Vesterbro Torv, og stod i en sky af flaksende fjerkræ, blev det mig en tand for meget. Jeg måtte give op. Jeg kunne ikke rumme det.

Engang var Edith cirkusprinsesse, rejste rundt i kulørte campingvogne med sin mand og tre børn. Manden og to af børnene er døde. Det er kun datteren, den elskede datter, Edith talte om – det store musiske talent, mødet med saxofon legenden Johnny Hodges og den internationale karriere som trompetist og kapelmester. Edith havde uendelige udklip med datten gemt som et dystert minde om en alt for tragisk og uforståelig død. Hun fik aldrig indsigt i, hvad der forårsagede dødsfaldet og sorgen hjemsøger hende. Det samme gjorde sig gældende med den ene af hendes to sønner, der blev fundet død i sin lejlighed. Ifølge Edith var han blevet forgiftet pga. en ubetalt gæld. Hendes eneste nulevende barn, boede i samme opgang, og den ene gang jeg traf ham, var han et usselt syn med rindende melankolske øjne og et nervøst gemyt. Livet havde tilsyneladende heller ikke været nådigt ved ham.

Det lykkedes mig aldrig at få Edith til at fortælle om de 30 år som omflakkende cirkusartist. Jeg forestillede mig naivt, at møderne med hende ville byde på en uendelig kilde af muntre anekdoter og livskloge betragtninger. Men som jeg sad der uge efter uge, mens hun svandt ind til ingenting, og ventede på at hun fik gjort sig klar til vores gåtur, gik samtalen på smerterne i hendes ben, hospitalernes svigt og den ringe offentlig service. Det var en deprimerende situation. I starten følte jeg ikke, at jeg kunne undslå mig for at drikke kaffe med hende, men det føltes som en udstrakt pine at sidde indeklemt i den klaustrofobiske stue, drikke dårlig Neskaffe og spise studenterbrød, mens jeg lagde øre til kvindens stædige klagesang. Jeg fik dårlig samvittighed. Jeg mindede mig om, at jeg var der for hendes skyld, ikke min egen. Og hver gang jeg slap ud af den hjemsøgte lejlighed, var det som at trække frisk luft efter lang tids indespærring.

Edith overraskede mig somme tider ved sin bramfrihed. Som da vi gik ned af Oehlenschlægersgade, og hun spurgte om jeg havde set programmet med kvinderne der onanerede for åben skærm, og hvad jeg synes om det. Det var ikke lige konversation i den kategori, jeg havde forestillet mig og jeg svarede undvigende. Hun mente i øvrigt, at man ikke skulle have sex med mænd, hvis ikke der var kærlighed involveret, og det kunne jeg så tænke lidt over. Ifølge hende selv, kedede ægteskabet hende, og hun blev kun sammen med sin daværende mand for ikke at ødelægge deres fælles artistnummer. Efter skilsmissen havde hun haft talrige beundrere, der alle ifølge hende selv, ville giftes med hende, hvilket hun afslog. Specielt romantisk kunne man ikke beskylde hende for.

Mine ugentlige besøg kom til en ende. Jeg kunne ikke længere rumme mere. Men Edith har lært mig meget. Jeg har meldt mig ind i Dyrenes Beskyttelse, og jeg har genopdaget Duke Ellington og ikke mindst Johnny Hodges sensuelle saxofon. Blandt andet