I’m always willing to learn, when you’ve got something to teach

I’m always willing to learn, when you’ve got something to teach

Originally uploaded by r1shard

Another Flickr

Black on black… and shades of grey.. and subtle rays of light..

Ominous atmosphere and “weltschmerz” as only Dave Gahan can embody in DM context

Pitch Perfect

Gahan – a piece of art…

Depeche Mode

Originally uploaded by Raffaela Binder

Found this picture on Flickr and to me it captures the beauty of Dave Gahan…

What a piece of art that man is….

Gahan – Just too marvellous for words

Some things in life are good.A little less common is very good.

Even more seldom is marvellous

And sheer beauty is a down right rarity…. especially as regards human beings…

The obvious physical beauty of this man is legendary and – well .. obvious.

But the true beauty of this man is an inside job.

It’s about authenticity. Seeking deeper, beneath and beyond… The existential and personal transformation. Personal and artistic integrity

It’s about a complete and definitive masculine imperative.

A sensitivity to remind us all about our own vulnerability and what defines us as human beings

And that voice is killing me. And those eyes are killing me. And those moves are killing me. That energy is killing me. Everything is killing me.

Dave Gahan is just too precious and just too marvellous for words.

More shall be revealed!

Have you listened to Bill Reilly lately?

Disclaimer I admit it. I’m not only pathetic ignorant of american politics and media but also completely inadequate of commenting on the topic. What’s more – I have absolutely no clue – and I mean NO clue – on what’s going on inside Bill o’ Reilly and the FOX people… /Disclaimer

But what – or who? – is fuelling this motor of relentless and malevolent campaign that the right-wing media Fox news wage against Obama?

According to Columbia Journalism Review

they are Day after day, week after week, these outlets worked determinedly to discredit and degrade Obama, accusing him of being a Muslim, a Marxist, a radical, a revolutionary, a socialist, a communist, a thug, a mobster, a racist, an agent of voter fraud, a black-power advocate, a madrasah graduate, an anti-Semite, an enemy of Israel, an associate of terrorists—even the Antichrist.

Tjeck this out folk…. It’s Alice in Wonderland to me ind a baaad way.. Very very weird. Very twisted… And thequestion that remains unanswered is – but why?

Why Fox? Why Bill?

more about “Fox news Bill O’Reilly on the baaad, …“, posted with vodpod

No Carpe diem tattoo on my butt

Why is going for the dream miles away considered desperate?

“So you say you will leave Deanmark – what exactly is your masterplan?”

Those were the words. Dining at some friend’s. After discussing that our Prime Minister has left the Country to become Prime Minister of Nato – it slipped my tongue that I was thinking about leaving as well. Relocate from Denmark to America.  From Copenhagen to Honololu.  Why not?

UARRGHH – My God –  - you would have thought I said I wasgoing to Afghanistan. If I thought that they would give me street creds for for audacity – I was wrong…

What are you going to do there? Why not New Zealand og.. Italy or… Why go at all???

To be or not to be (fool)

But there is a dream. A intuition. A sense of adventure and and a couple of ideas…. and q few bucks as well. I’m not completely stupid..

But it wasn’t good enough. That was exactly what they said. I would have to come up with something better… I cannot think of a better thing than pursuing a dream… even though it may turn out to be a flop… But daring going out on a limp and take the plunge…

In other words… we didn’t see eye to eye, and my answer and project seemed to be slightly provoking to them. Me wanting to quit, take a time-out and start miles away just seems like a crazy-ass thing to do. Childish – maybe even dsperatNaive or courageous?e. Naive to say the least.

Sharon Stone for president

What are gonna do – charge me with smoking?

Okaaayyy – It was bad timing. Perhaps even hasty. But also totally robbed of a broader context.. Am I the only one one this planet thinking her karma comment has been totally misunderstood and blown out of proportions? But – boycutting her movies? Hatred blogs and commentators in rage? Dior having to terminate her contract? International Scandal? Breaking news…? Outrageous? Cold blooded?

Come on – let’s take a look…

So is Sharon Stone really talking about moral causality being metaphysically inscribed in the fabric of the universe and ?

Contrary to the common opinion obviously shared by the majority of the world, I don’t think so. Not at all. Nope – I dont think she was actually “suggesting that the earthquake that killed at least 67,000 was bad “karma” after Beijing’s policy in Tibet..” No, but she DOES commit the mistake of displacing her self doubt describing a learning experience of being in doubt when faced with irony…..Actually she emphazises “that sometimes you have to learn that you have to be of service – even to people that is not nice to you – that’s a big lesson for me”

Oooups – you baaad Chinese – you had THAT coming….

NOT. NOT. NOT. … but then again – it may be too much to ask for people to look for sutlety and ambiguity in a world where leading men epitomizes the zenith of human wisdom stealing a punchline from Dirty Harry: Either you’re with with us – or against us. That’s suitable lingo for General Managers of the Universe…

Stone is the real deal

In my humble opiniion – She is actually one of the few Celebs who is aligned with a sense of somewhat personal integrity. .truthseeking and concerned about contributing… also beyond ego and “greedy – needy”… Sharon Stone stands out. Not only as in “Outspoken and Controversial”. No spin. No BS. She’s the real Deal.. YES – Sharon rocks my world. She’s got balls. She’s flawless. She’s brillant. Over-the-top. Larger than life. .. The quintessential ICON…on the surface… but there is a depth to the Glamour Girl and “moviestar” that surpasses most people..

Did you ever f*** on cocaine, Nick? – It’s nice

But let’s take a joyride down memory lane….. Fasten your seatbelt ..Here comes …Catherine Tramell – The Femme Fatale to end all Femme Fatales…. Cruella Deville meets Hannibal Lectur meets Carmen Sherwood Basic Instinct is a great movie no matter what people say. Who can forget a lines such as “He got off before he got off….”.. Has death and pleasure been linked more “spot on”

Catherine: I’m a writer. I use people for what I write, let the world beware. I’m not gonna confess all my secrets, Nick, just because I have an orgasm. You won’t learn anything I don’t want you to learn. Curran: Yes I will, and then I’ll nail ya. Catherine: Nah, you’ll just fall in love with me. Curran: I’m in love with you already.. ..but I’ll nail you anyway. You can put that in your book.

What a way to go…. I wouldn’t hesitate. Catherine Tramell is larger than life. Tragedy and taking everybody along with her to extinction… What a seductive sociopath… I’d go for her all the way to the ice pick… There was Liz Taylor in “Whos afraid of Virginia Wolf”. There is Sharon in Casino. Martha and Ginger. Probably two of the best female performances in movie history… Desperation looked thru the whiskey bottle… Humanity lost in translation. Sharon Stone is not a good actor. She is force of nature. Beyond awesome.

Welcome to the Stone-age….

Global Warning. CO2. Financial meltdown. Recession. Nations on the verge of total collapse. Poverty increasing. Nature catastrophes. Womens rights under attack. What the world need is more people like Sharon Stone. How do you say that in chinese?

So what are you going to do? Charge me with smoking?

Get more stoned Sharon Stone

Sharon Stone – too marvellous for words

What are you gonna do – charge me with smoking?

Okaaayyy – It was bad timing. Perhaps even hasty. But also totally robbed of a broader context.. Am I the only one one this planet thinking her karma comment has been totally misunderstood and blown out of proportions?

But – boycutting her movies? Hatred blogs and commentators in rage? Dior having to terminate her contract? International Scandal? Breaking news…? Outrageous?  Cold blooded?

Come on – let’s take a look…

So is Sharon Stone really talking about moral causality being metaphysically inscribed in the fabric of the universe and ?

Contrary to the common opinion obviously shared by the majority of the world, I don’t think so. Not at all. Nope – I dont think she was actually “suggesting that the earthquake that killed at least 67,000 was bad “karma” after Beijing’s policy in Tibet..”

No, but she DOES commit the mistake of displacing her self doubt describing a  learning experience of being in doubt when faced with irony…..Actually she emphazises “that sometimes you have to learn that you have to be of service – even to people that is not nice to you – that’s a big lesson for me”

Oooups – you baaad Chinese – you had THAT coming….

NOT. NOT. NOT. … but then again – it may be too much to ask for people to look for sutlety and ambiguity in a world where  leading men epitomizes the zenith of human wisdom stealing a punchline from Dirty Harry: Either you’re with with us – or against us. That’s suitable lingo for General Managers of the Universe…

Stone is the real deal

In my humble opiniion -  She is actually one of the few Celebs who is aligned with a sense of somewhat personal integrity. .truthseeking and concerned about contributing… also beyond ego and “greedy – needy”…  Sharon Stone stands out. Not only  as in “Outspoken and Controversial”.  No spin. No BS. She’s the real Deal..

YES – Sharon rocks my world. She’s got balls. She’s flawless. She’s brillant.  Over-the-top. Larger than life. .. The quintessential ICON…on the surface… but  there is a depth to the Glamour Girl and  ”moviestar” that surpasses most people..

Did you ever f*** on cocaine, Nick? – It’s nice

But let’s take a joyride down memory lane….. Fasten your seatbelt ..Here comes …Catherine Tramell – The Femme Fatale to end all Femme Fatales…. Cruella Deville meets Hannibal Lectur meets Carmen Sherwood

Basic Instinct is a great movie no matter what people say. Who can forget a lines such as “He got off before he got off….”.. Has death and pleasure been linked more “spot on”

Catherine: I’m a writer. I use people for what I write, let the world beware. I’m not gonna confess all my secrets, Nick, just because I have an orgasm. You won’t learn anything I don’t want you to learn.
Curran: Yes I will, and then I’ll nail ya.
Catherine: Nah, you’ll just fall in love with me.
Curran: I’m in love with you already.. ..but I’ll nail you anyway. You can put that in your book.

What a way to go…. I wouldn’t hesitate. Catherine Tramell is larger than life. Tragedy and taking everybody along with her to extinction… What a seductive sociopath… I’d go for her all the way to the ice pick…

There was Liz Taylor in “Whos afraid of Virginia Wolf”. There is Sharon in Casino. Martha and Ginger.

Probably two of the best female performances in movie history… Desperation looked thru the whiskey bottle… Humanity lost in translation. Sharon Stone is not a good actor. She is force of nature.  Beyond awesome.

Welcome to the Stone-age….

Global Warning. CO2. Financial meltdown. Recession. Nations on the verge of total collapse. Poverty increasing. Nature catastrophes. Womens rights under attack. What the world need is more people like Sharon Stone.

How do you say that in chinese?

So what are you going to do? Charge me with smoking?

COMING TO HAWAII – THE FULL STORY

” Hi -  I ‘m moving from Denmark to Hawaii – - will you be part of my new network? Pleeeeease leave a comment or greeting..”

Andrea Hoffmanns profile | make your own badge
“

SOOO .. BRING IT ON….

My name is Andrea Hoffmann and I having lived my entire urban life in Copenhagen, Denmark – I ‘m ready to break boundaries and seek out new and adventures.  That’s whats this blog is about. For now. Me relocating from Scandinavia to Hawaii.  But I need your help to get startet… networking, tips, advice, job , accomodation  – YOUNAMEIT – bring it on…

SO -let’s get to the point…

With a Masters Degree in Communication and PR, I have worked as a freelance copywriter b2b and b2c, and for companies specialised in advertising, branding, PR, direct marketing, online strategy and copywriting.

In my early 20es I was bartending and a cocktail hostress at nightclubs as well as having done a good deal of babysitting and assisting kids with their homework.

I can get and e-mail recommendations / references, University Diploma and other formal papers if needed..

And what am I looking for?

Well, I’m really just looking for at place to start. So anything goes… (well almost anything…) But of-corse my primary force is in the communication department…

The main thing, however, is to earn enough to sustain a moderate living and a accomodation.

And speaking of accomodation: I need some help here as well. I’d prefer a room in a shared apartment. Moderate but not seedy..

…. Up, close and personal…

Let’s get to the good stuff….

What about an agreeable personality, great humour, relaxed and fun to be around, no drama queen and easy to connect with…

I have a good deal of personal experiences, a positive outlook  on whats IS – not the problems or the limitations – that’s my style..

More personal stuff…

Well -.. I enjoy Yoga, spiritual readings, crime novels, music – jazz, classical, r’n'b, electronica, latin – movies, going to cultural events and of-couse – all outdoor activities. That’s why I relocate at a time where other women consolidates with spouses and children…

And speaking of family – I have no spouse or children but I do have a happy divorce behind me. For what it’s worth …

More info?

Whether you have a job at hand or know somebody that does – or you have a tip or piece of good advice you feel like handing to me – Plz – leave a comment or email: hofandrea@gmail.com

Andrea Hoffmann´s profile | make your own badge

Cirkusprinsessen med den tre-benede kat

Mennesket er det eneste dyr, der rødmer. Vi har en bevidsthed og vist nok tilmed en underbevidsthed, der driver os vidt omkring i følelsernes kringel og skammekroge. Mennesker er unikke og alligevel – mener nogle – er forskellene krusninger på overfladen. Jeg i mit liv mødt adskillige mennesker, hvoraf flere har gjort indtryk på mig, nogle få har tiltrukket mig, enkelte frastødt mig, mens rigtig mange har undret mig. Én af dem var cirkusartisten med den trebenede kat. Hun boede på Vesterbro i en lejlighed, og jeg lærte hende at kende, da jeg meldte mig som besøgsven hos den lokale kirketjeneste.

Den gamle dame et skrækindgydende syn at skue, og mindede mig om heksen i Hans og Grethe. Hendes ansigt var rynket, næsen stor og spids og hagen behåret. Det lange flagrende hår var ildrødt, gråt i bunden, og kvindens magre skikkelse iklædt nogle gamle udtjente klude. Hendes lejlighed var en bizar tidslomme at træde ind i. Det første syn der mødte mig, da jeg trådte ind i entreen, var gulnede breve, postkort, fotografier og plakater af en ung smuk kvinde med en trompet.

Det viste sig at være hendes afdøde datter, der i sin tid havde været barnestjerne, kendt som pigen med guldtrompeten, indtil hun i en alt for tidlig alder døde under mystiske omstændigheder under et hospitalsophold. Lejligheden var indelukket, der stank af kattepis, og den eneste ting der stod frem, var et imposant barokmøbel der fyldte hele væggen i den ramponerede stue, og vidnede om fordums storhed. Møblet var et arvestykke fra en for længst afdød enke, der havde testamenteret boet fra en 11-værelses herskabslejlighed til Edith, som oldingen hed. Alt var i dag solgt undtagen dette imponerende møbel.

Der var en ulidelig indelukket stemning i lejligheden, og en stærk fornemmelse af at kvinden der boede i dette hjem var hjemsøgt af en tragisk skæbne. I et halvt år besøgte jeg Edith hver uge, og ledsagede hende på korte spadsereture. Det var ikke muntre stunder. Edith viste sig at være et ganske forbitret menneske med meget firkantede holdninger til tingene. Hun gemte på udklip fra Dyrenes beskyttelse, var religiøst vegetar, og foragtede alle, der ikke var det. I det hele taget havde hun ikke meget tilovers for mennesket, som hun mente var en frygtelig ond skabning, der konstant forgreb sig på sagesløse dyr. Selv havde hun adopteret to hjemløse katte, hvoraf den ene havde mistet sit ene forben, da den engang var blevet angrebet af en hund. Disse katte var hendes et og alt. Hendes omsorg for dyr var i grunden ganske rørende, men da hun en dag insisterede på at fodre duerne på Vesterbro Torv, og stod i en sky af flaksende fjerkræ, blev det mig en tand for meget. Jeg måtte give op. Jeg kunne ikke rumme det.

Engang var Edith cirkusprinsesse, rejste rundt i kulørte campingvogne med sin mand og tre børn. Manden og to af børnene er døde. Det er kun datteren, den elskede datter, Edith talte om – det store musiske talent, mødet med saxofon legenden Johnny Hodges og den internationale karriere som trompetist og kapelmester. Edith havde uendelige udklip med datten gemt som et dystert minde om en alt for tragisk og uforståelig død. Hun fik aldrig indsigt i, hvad der forårsagede dødsfaldet og sorgen hjemsøger hende. Det samme gjorde sig gældende med den ene af hendes to sønner, der blev fundet død i sin lejlighed. Ifølge Edith var han blevet forgiftet pga. en ubetalt gæld. Hendes eneste nulevende barn, boede i samme opgang, og den ene gang jeg traf ham, var han et usselt syn med rindende melankolske øjne og et nervøst gemyt. Livet havde tilsyneladende heller ikke været nådigt ved ham.

Det lykkedes mig aldrig at få Edith til at fortælle om de 30 år som omflakkende cirkusartist. Jeg forestillede mig naivt, at møderne med hende ville byde på en uendelig kilde af muntre anekdoter og livskloge betragtninger. Men som jeg sad der uge efter uge, mens hun svandt ind til ingenting, og ventede på at hun fik gjort sig klar til vores gåtur, gik samtalen på smerterne i hendes ben, hospitalernes svigt og den ringe offentlig service. Det var en deprimerende situation. I starten følte jeg ikke, at jeg kunne undslå mig for at drikke kaffe med hende, men det føltes som en udstrakt pine at sidde indeklemt i den klaustrofobiske stue, drikke dårlig Neskaffe og spise studenterbrød, mens jeg lagde øre til kvindens stædige klagesang. Jeg fik dårlig samvittighed. Jeg mindede mig om, at jeg var der for hendes skyld, ikke min egen. Og hver gang jeg slap ud af den hjemsøgte lejlighed, var det som at trække frisk luft efter lang tids indespærring.

Edith overraskede mig somme tider ved sin bramfrihed. Som da vi gik ned af Oehlenschlægersgade, og hun spurgte om jeg havde set programmet med kvinderne der onanerede for åben skærm, og hvad jeg synes om det. Det var ikke lige konversation i den kategori, jeg havde forestillet mig og jeg svarede undvigende. Hun mente i øvrigt, at man ikke skulle have sex med mænd, hvis ikke der var kærlighed involveret, og det kunne jeg så tænke lidt over. Ifølge hende selv, kedede ægteskabet hende, og hun blev kun sammen med sin daværende mand for ikke at ødelægge deres fælles artistnummer. Efter skilsmissen havde hun haft talrige beundrere, der alle ifølge hende selv, ville giftes med hende, hvilket hun afslog. Specielt romantisk kunne man ikke beskylde hende for.

Mine ugentlige besøg kom til en ende. Jeg kunne ikke længere rumme mere. Men Edith har lært mig meget. Jeg har meldt mig ind i Dyrenes Beskyttelse, og jeg har genopdaget Duke Ellington og ikke mindst Johnny Hodges sensuelle saxofon. Blandt andet

På gogobar i Bangkok

For nogle år siden, havde jeg mere sans for eventyr end tilfældet er i dag. Under en oprydning på min PC fandt jeg en rejseskildring fra en tur til Thailand. Her er beretningen om hvordan jeg tog til Thailand for at detoxe på Koh Samui, men istedet fandt mig selv på Gogo bar i Bangkok – ung, blond og uforfærdet.

 

Jeg har noget med Thailand. Udover de åbenlyse attraktioner som bountystrande, billige drinks og det der i rejsebrochurerne refereres til som ”Østens mystik”, er der noget andet som virker dragende på mig. Jeg forstår det ikke selv, for jeg er ikke vild med den thailandske kultur. Eller rettere, den siger mig ikke noget. Buddha figurer overalt og umiddelbart keder de mig ligeså meget som Jomfru Maria i Italien. De giver mig ikke noget ånndeligt kick . 

Uanset hvor mange gange jeg er steget ud af flyet i Bangkok, bliver jeg hver gang overmandet af et 30 graders fugtigt kølleslag. Klimaet i denne by er helt unikt. En fortættet hede omslynger kroppen ogafstedkommer øjeblikkelig klaustrofobi eller afslappet velvære. Heldigvis hører jeg til sidste kategori. Hvor komplet ubegribeligt det end lyder, slapper jeg af i Bangkok. Sjældent har jeg oplevet så kaotisk en by, men varmen, den ufremkommelige trafik, den lumre dunst af friture, koriander og sød basilikum afvæbner mig så fuldkomment, at jeg ikke kan andet end at flyde med.

 

 

Denne gang forløb dog noget anderledes end tidligere og så afgjort anderledes end forventet. Mit formål med rejsen var at smide nogle af de kilo vellevned jeg havde ædt og drukket mig til under sommerens rejse til Sac Cataldo i Amalfi. Samtidig var planen at balancere stress niveauet til velfungerende. Altså komme lidt mere i åndelig harmoni og slippe af med dårlige vaner og usund livsstil. Opskriften hed 14 dages kurophold med yoga, meditation, tarmskylninger, oxygen inhalationer, urte-miksturer, skræddersyede diætplaner og ikke mindst  behandlinger der skulle vække nyt liv i den trætte krop – massage, aromaterapi, zoneterapi, body wraps, ansigtsbehandlinger, herbal steam. Jovist, alle segl var sat til og Koh Samui er ganske enkelt det rene SPA-paradis. Perlerækker af ressorts der stiller i udsigt at gøre dig til et nyt og bedre menneske. Og efter at have prøvet at overgive min krop til kyndige thaihænder der smører den ind i aromatiske blandinger af kaffe, honning, vanilje, mango og ananas, ved jeg at det rent faktisk kan lade sig gøre at føle sig genfødt. Godt at huske hvis man en dag skulle løbe sur i livet.

 

 

Men udgangspunktet for turen var som sagt den indre skønhed minus 5 kg på et primitivt resort. Inden jeg nåede dertil, måtte jeg imidlertid udholde et døgn i vildeste luksus. Meget mod min vilje! Situationen var den, at jeg ikke kunne få plads på et fly før næste dag. En tjenstivrig turist agent hev den ene hotelbrochure op efter den anden, mens han samtidig dirigerede en underordnet til at ordne mine flybilletter. Jeg var sat ud af funktion, men orkede ikke at kæmpe imod. Jeg lod dem bestemme hvilket hotel jeg skulle indlogeres på, og opdagede først ved receptionen, at jeg havde sagt jaja til nok det mest eksklusive hotel i byen efter The Oriental. Et Spa-hotel (så jeg virkelig SÅ stresset ud..) med al tænkelig og utænkelig luksus. Standardværelset var en suite på størrelse med en pæn toværelses københavnerlejlighed; en drøm i orientalsk stil med massivt teak, thaisilke, friske orkideer, duft potpourrier, aroma sticks, frisk frugt, friske aviser, lerkrukker med badeolie, badesalt, shampoo og lotion, silkebadekåbe, tøfler, to fjernsyn, en fuldt udstyret arbejdsstation, og ikke mindst en ubetalelig (nå nej) panorama udsigt over byen. Jeg kunne kun sige ét ord da jeg indfandt mig på denne drøm af et hotel ’værelse’ – WOW. Nu ved jeg hvordan Jeppe følte sig i baronens seng.

 

 

Jeg havde for bare en time forinden ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at skulle spendere one night in Bangkok, først i en udendørs tropisk have, og senere i byens højest beliggende open air restaurant med det meget rammende navn Vertigo. (Gad vide om nogen derovre overhovedet har set filmen?)

 

 

Og svimmel blev man ganske rigtigt. Hvis ikke af udsigten fra 60. etage, så i hvert fald af priserne der til sammenligning får D’Angleterre til at fremstå som en billig bed and breakfast. Det var ikke her jeg skulle tænke på, at jeg på to timer nemt ville konsumere for samme beløb en hel familie (eller 10) lever for om måneden på disse kanter. Så dét gjorde jeg ikke, men overvejede i stedet at bestille endnu et glas new zealandsk Sauvignon blanc formedelst 140 kr. Udsigten til en nul tolerance afgiftningskur de næste uger afgjorde udfaldet og bortmanede enhver dårlig samvittighed eller økonomisk snus(u)fornuft. Skål!

At der ligger en middelhavsrestaurant på en af Bangkoks dyreste adresser er i sig selv en smule tankevækkdende. At den var en tro kopi af sydeuropæisk riveira, hvis det ikke lige havde været for udsigten var noget nær barokt. Den mediterrane stil og elegance var gennemført– lige fra det lune rosmarin brød til at dyppe i jomfru olivenolie til de meget nøjsomme portioner. Et udtryk for absolut elitær smag i et land med en madkultur der får det danske frokostbord til at ligne det rene anoreksi. Asiater æder! Og de gør det tit, længe og uden den mindste skam i livet. Bugnende buffeter er et hit herovre, og flere steder er de begyndt at have en tidsbegrænsning, da det ikke er ualmindeligt at en familie sidder i hele åbningstiden, og hælder i hovedet. Det er derfor blevet et statussymbol at bestille ala carte og betale en formue forminutiøst afmålte portioner. Asiaterne har opdaget Nouvelle Cuisine.

 

 

Efter middagen havde jeg stadig ikke set mig mæt på Bangkoks skyline og tog dekadencen et niveau højere (eller dybere) i den tilhørende bar. En fornemmelse af uhåndgribeligt fysisk velvære indfandt sig. Da jeg havde sat sig mig til rette i de bløde bambusstole følte jeg mig abstrakt svævende takket være et arkitektonisk fif. Jeg mistede jordforbindelsen eller var det jordforbandelsen. Måtte erkende at livet i de højere luftlag ganske enkelt er berusende. Så meget desto mere efter en Singapore Sling.

I spirituspåvirket tilstand overvælder eventyrlysten mig altid. Denne aften ingen undtagelse. Ville sgu på sjov og ballade under de røde lygter, og dem behøver man i denne by ikke være Sherlock Holmes for at opsnuse. Den ene gogo bar afløser den anden, og udvalget er enormt. Ulemper – de lækreste damer er slet ikke damer, og babsomaner skal lede længe. Hvis man oven i købet værdsætter bare en smule sproglig kommunikation, er valgmulighederne lige pludselig ikke så overvældende endda. Jeg bevægede mig lidt rundt i Sodoma og Gomorra og indsnusede koncentrerede doser af asiatisk lummerliderlig folkelighed, og for det måtte jeg slippe et utal af drinks til barens personale. Synet der mødte mig på podiet var på kanten af det spiselige. Asiatiske kvinder (piger?) kan sandelig noget med smidighed. Og hvad KAN de dog ikke trække ud af alle mulige gemmesteder på selvsamme krop. At jeg tronede alene med gult hår og spejlblank turistfjæs syntes ikke at vække det mindste opsigt. Fik senere en interessant sludder med den kvindelige manager, men da en ung dame med dyb stemme lagde en insisterende hånd på mit lår, fik jeg kolde fødder og absenterede mig under store protester for personalet, der havde kastet deres kærlighed på min generøse tegnebog. 

 

Scenariet var nu begyndt at blive en tand for festligt, og jeg kunne ikke rigtig overskue konsekvensen af at vågne op med en orientalsk købemodel af ukendt kønslig herkomst i min Jeppe seng. Hvad havde jeg egentlig haft gang i?

Freudianerne ville bemærke, at jeg på vejen hjem stoppede ved indtil flere madboder samt en 7-11 og provianterede, hvorefter jeg holdt mit eget after-party på hotelværelset. Mig, et par singha øl, kyllingesticks, og chokoladeis. Hvem siger der skal to til en tango? Ej okay, der skal to til en god tango, men i mangel af bedre kan et bæger Haagendasz være et ganske effektivt godnatfix.

 

Jeg var godt klar over næste dag at jeg var på et seriøst skråplan. Forsøgte lidt krampagtigt at holde fast i den gode intention. Spenderede formiddagen i fitness centeret (det var til gengæld ikke imponerende) og tjekkede mail – flere fra chefen om næste personalemøde, status på økonomi og drift samt en lille reminder på et hængeparti, jeg havde lovet at tage mig af. Når jeg engang ville komme hjem, reinkarneret med blanke øjne.

 

Festen var ved at være forbi, men inden jeg aflagde mit afholdenhedsløfte og skænkede min krop til Buddha, måtte jeg liiiige bide endnu engang af æblet, og gik bersærkergang i hotellets  morgenbuffet, der var geografisk opdelt – græsk, fransk, italiensk, japansk, kinesisk, thai og en international afdeling. Der var alt på alle sprog. Arbejdede mig glubsk gennem rå fisk, grillede hummerhaler, tigerrejer, laks og sværdfisk, skaldyrssalater, hjemmelavet pasta, tempura og nåede til sidst til det bugnende dessertbord. Kan oplyse at det er lidt af et dilemma at vælge mellem baklawa, hindbærmousse, chokoladetrøffel, creme brülee, mandeltærte, caramel budding, mango sushi og cheesecake, når man lige akkurat er en kvart millimeter fra katastrofen. Man kunne selvfølgelig følge den lokale skik og blive siddende indtil der igen opstår et naturligt rum for yderligere påfyldning. Men man kan også kaste håndklædet i ringen og give op. Jeg gjorde det sidste og forlod kageorgiet uden så meget en mangosushi til morgenmad, men i stedet i noget der må betegnes som proteinchok.

 

Det var svært at forlade denne oase, men af sted kom jeg, efter en chokerende konfrontation med regningen fra minibaren. Uargh. Hvad sker der her. Nå, jo. Havde lige glemt mit afterparty i nat, der havde grebet om sig(hvorfor lærer jeg det aldrig – keep away from in-room dialing). I alt en rund plov for mine natlige udskejelser. Om det havde været pengene værd husker jeg ærlig talt ikke. Min hukommelse var lidt sløret efter besøget på gogo baren. Men for at udvise en grad af storsind besluttede jeg mig, at det var fundet for pengene.

 

I Bangkok lufthavn blev jeg indhentet af Nemesis som straf for mit skørlevned. Havde glemt kuvert i kommoden på hotellet med 10 kg gode danske kroner samt et tilsvarende beløb i baht. Man tror det ikke muligt, men jo. Rolig Andrea nu heeelt rolig. Stuepigen er ikke engang nået til dit værelse endnu, og når hun finder kuverten, afleverer hun den selvfølgelig til receptionen, som selvfølgelig forsegler kuverten og kontakter dig. Selvfølgelig gør de det. Damage control step 1- henvend dig fortvivlet, men fattet til service center. Step 2 – forklar kort situationen med svag desperation i stemmen, og understreg vigtigheden af deres hjælp, Step 3 – bed til de højere magter og bed om syndsforladelse. Om det var de højere magter eller desperationen i mine øjne der gjorde udfaldet, ved jeg ikke, men med prisværdig velvilje fra servicemedarbejderen og hendes assistenter lykkes det at kontakte hotellet, få lokaliseret formuen, arrangeret en limousine xpress og ny flyafgang til paradis.

 

Det er i sådanne situationer man græmmes, hvis ikke decideret skræmmes af sin egen adfærd. En solid reminder om den egentlige årsag til mit ophold. Mindre glin sling og gogo bars fra nu af, dundrede det indre overjeg. Og jeg lovede bod og bedring til mit bedre jeg.

 Jeg kom afsted og landede på Koh Samui og gennemførte et noget alternativt bud på en fysisk og åndelig genfødsel. Mødte bl.a. en pige der inviterede mig til Dubai, hvilket resulterede i et nyt eventyr.

Jeg tabte mig ikke mange nanogram, og det skulle tage mig adskillige af tilsvarende udflugter for at nå frem til den konklusion at stress og overvægt ikke er noget man bliver kvit på 14 dage. Der skal andre mere substantielle løsninger til. Men sådan gør man sig sine erfaringer og kedeligt var det bestemt ikke.