For nogle år siden, havde jeg mere sans for eventyr end tilfældet er i dag. Under en oprydning på min PC fandt jeg en rejseskildring fra en tur til Thailand. Her er beretningen om hvordan jeg tog til Thailand for at detoxe på Koh Samui, men istedet fandt mig selv på Gogo bar i Bangkok – ung, blond og uforfærdet.
Jeg har noget med Thailand. Udover de åbenlyse attraktioner som bountystrande, billige drinks og det der i rejsebrochurerne refereres til som ”Østens mystik”, er der noget andet som virker dragende på mig. Jeg forstår det ikke selv, for jeg er ikke vild med den thailandske kultur. Eller rettere, den siger mig ikke noget. Buddha figurer overalt og umiddelbart keder de mig ligeså meget som Jomfru Maria i Italien. De giver mig ikke noget ånndeligt kick .
Uanset hvor mange gange jeg er steget ud af flyet i Bangkok, bliver jeg hver gang overmandet af et 30 graders fugtigt kølleslag. Klimaet i denne by er helt unikt. En fortættet hede omslynger kroppen ogafstedkommer øjeblikkelig klaustrofobi eller afslappet velvære. Heldigvis hører jeg til sidste kategori. Hvor komplet ubegribeligt det end lyder, slapper jeg af i Bangkok. Sjældent har jeg oplevet så kaotisk en by, men varmen, den ufremkommelige trafik, den lumre dunst af friture, koriander og sød basilikum afvæbner mig så fuldkomment, at jeg ikke kan andet end at flyde med.
Denne gang forløb dog noget anderledes end tidligere og så afgjort anderledes end forventet. Mit formål med rejsen var at smide nogle af de kilo vellevned jeg havde ædt og drukket mig til under sommerens rejse til Sac Cataldo i Amalfi. Samtidig var planen at balancere stress niveauet til velfungerende. Altså komme lidt mere i åndelig harmoni og slippe af med dårlige vaner og usund livsstil. Opskriften hed 14 dages kurophold med yoga, meditation, tarmskylninger, oxygen inhalationer, urte-miksturer, skræddersyede diætplaner og ikke mindst behandlinger der skulle vække nyt liv i den trætte krop – massage, aromaterapi, zoneterapi, body wraps, ansigtsbehandlinger, herbal steam. Jovist, alle segl var sat til og Koh Samui er ganske enkelt det rene SPA-paradis. Perlerækker af ressorts der stiller i udsigt at gøre dig til et nyt og bedre menneske. Og efter at have prøvet at overgive min krop til kyndige thaihænder der smører den ind i aromatiske blandinger af kaffe, honning, vanilje, mango og ananas, ved jeg at det rent faktisk kan lade sig gøre at føle sig genfødt. Godt at huske hvis man en dag skulle løbe sur i livet.
Men udgangspunktet for turen var som sagt den indre skønhed minus 5 kg på et primitivt resort. Inden jeg nåede dertil, måtte jeg imidlertid udholde et døgn i vildeste luksus. Meget mod min vilje! Situationen var den, at jeg ikke kunne få plads på et fly før næste dag. En tjenstivrig turist agent hev den ene hotelbrochure op efter den anden, mens han samtidig dirigerede en underordnet til at ordne mine flybilletter. Jeg var sat ud af funktion, men orkede ikke at kæmpe imod. Jeg lod dem bestemme hvilket hotel jeg skulle indlogeres på, og opdagede først ved receptionen, at jeg havde sagt jaja til nok det mest eksklusive hotel i byen efter The Oriental. Et Spa-hotel (så jeg virkelig SÅ stresset ud..) med al tænkelig og utænkelig luksus. Standardværelset var en suite på størrelse med en pæn toværelses københavnerlejlighed; en drøm i orientalsk stil med massivt teak, thaisilke, friske orkideer, duft potpourrier, aroma sticks, frisk frugt, friske aviser, lerkrukker med badeolie, badesalt, shampoo og lotion, silkebadekåbe, tøfler, to fjernsyn, en fuldt udstyret arbejdsstation, og ikke mindst en ubetalelig (nå nej) panorama udsigt over byen. Jeg kunne kun sige ét ord da jeg indfandt mig på denne drøm af et hotel ’værelse’ – WOW. Nu ved jeg hvordan Jeppe følte sig i baronens seng.
Jeg havde for bare en time forinden ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at skulle spendere one night in Bangkok, først i en udendørs tropisk have, og senere i byens højest beliggende open air restaurant med det meget rammende navn Vertigo. (Gad vide om nogen derovre overhovedet har set filmen?)
Og svimmel blev man ganske rigtigt. Hvis ikke af udsigten fra 60. etage, så i hvert fald af priserne der til sammenligning får D’Angleterre til at fremstå som en billig bed and breakfast. Det var ikke her jeg skulle tænke på, at jeg på to timer nemt ville konsumere for samme beløb en hel familie (eller 10) lever for om måneden på disse kanter. Så dét gjorde jeg ikke, men overvejede i stedet at bestille endnu et glas new zealandsk Sauvignon blanc formedelst 140 kr. Udsigten til en nul tolerance afgiftningskur de næste uger afgjorde udfaldet og bortmanede enhver dårlig samvittighed eller økonomisk snus(u)fornuft. Skål!
At der ligger en middelhavsrestaurant på en af Bangkoks dyreste adresser er i sig selv en smule tankevækkdende. At den var en tro kopi af sydeuropæisk riveira, hvis det ikke lige havde været for udsigten var noget nær barokt. Den mediterrane stil og elegance var gennemført– lige fra det lune rosmarin brød til at dyppe i jomfru olivenolie til de meget nøjsomme portioner. Et udtryk for absolut elitær smag i et land med en madkultur der får det danske frokostbord til at ligne det rene anoreksi. Asiater æder! Og de gør det tit, længe og uden den mindste skam i livet. Bugnende buffeter er et hit herovre, og flere steder er de begyndt at have en tidsbegrænsning, da det ikke er ualmindeligt at en familie sidder i hele åbningstiden, og hælder i hovedet. Det er derfor blevet et statussymbol at bestille ala carte og betale en formue forminutiøst afmålte portioner. Asiaterne har opdaget Nouvelle Cuisine.
Efter middagen havde jeg stadig ikke set mig mæt på Bangkoks skyline og tog dekadencen et niveau højere (eller dybere) i den tilhørende bar. En fornemmelse af uhåndgribeligt fysisk velvære indfandt sig. Da jeg havde sat sig mig til rette i de bløde bambusstole følte jeg mig abstrakt svævende takket være et arkitektonisk fif. Jeg mistede jordforbindelsen eller var det jordforbandelsen. Måtte erkende at livet i de højere luftlag ganske enkelt er berusende. Så meget desto mere efter en Singapore Sling.
I spirituspåvirket tilstand overvælder eventyrlysten mig altid. Denne aften ingen undtagelse. Ville sgu på sjov og ballade under de røde lygter, og dem behøver man i denne by ikke være Sherlock Holmes for at opsnuse. Den ene gogo bar afløser den anden, og udvalget er enormt. Ulemper – de lækreste damer er slet ikke damer, og babsomaner skal lede længe. Hvis man oven i købet værdsætter bare en smule sproglig kommunikation, er valgmulighederne lige pludselig ikke så overvældende endda. Jeg bevægede mig lidt rundt i Sodoma og Gomorra og indsnusede koncentrerede doser af asiatisk lummerliderlig folkelighed, og for det måtte jeg slippe et utal af drinks til barens personale. Synet der mødte mig på podiet var på kanten af det spiselige. Asiatiske kvinder (piger?) kan sandelig noget med smidighed. Og hvad KAN de dog ikke trække ud af alle mulige gemmesteder på selvsamme krop. At jeg tronede alene med gult hår og spejlblank turistfjæs syntes ikke at vække det mindste opsigt. Fik senere en interessant sludder med den kvindelige manager, men da en ung dame med dyb stemme lagde en insisterende hånd på mit lår, fik jeg kolde fødder og absenterede mig under store protester for personalet, der havde kastet deres kærlighed på min generøse tegnebog.
Scenariet var nu begyndt at blive en tand for festligt, og jeg kunne ikke rigtig overskue konsekvensen af at vågne op med en orientalsk købemodel af ukendt kønslig herkomst i min Jeppe seng. Hvad havde jeg egentlig haft gang i?
Freudianerne ville bemærke, at jeg på vejen hjem stoppede ved indtil flere madboder samt en 7-11 og provianterede, hvorefter jeg holdt mit eget after-party på hotelværelset. Mig, et par singha øl, kyllingesticks, og chokoladeis. Hvem siger der skal to til en tango? Ej okay, der skal to til en god tango, men i mangel af bedre kan et bæger Haagendasz være et ganske effektivt godnatfix.
Jeg var godt klar over næste dag at jeg var på et seriøst skråplan. Forsøgte lidt krampagtigt at holde fast i den gode intention. Spenderede formiddagen i fitness centeret (det var til gengæld ikke imponerende) og tjekkede mail – flere fra chefen om næste personalemøde, status på økonomi og drift samt en lille reminder på et hængeparti, jeg havde lovet at tage mig af. Når jeg engang ville komme hjem, reinkarneret med blanke øjne.
Festen var ved at være forbi, men inden jeg aflagde mit afholdenhedsløfte og skænkede min krop til Buddha, måtte jeg liiiige bide endnu engang af æblet, og gik bersærkergang i hotellets morgenbuffet, der var geografisk opdelt – græsk, fransk, italiensk, japansk, kinesisk, thai og en international afdeling. Der var alt på alle sprog. Arbejdede mig glubsk gennem rå fisk, grillede hummerhaler, tigerrejer, laks og sværdfisk, skaldyrssalater, hjemmelavet pasta, tempura og nåede til sidst til det bugnende dessertbord. Kan oplyse at det er lidt af et dilemma at vælge mellem baklawa, hindbærmousse, chokoladetrøffel, creme brülee, mandeltærte, caramel budding, mango sushi og cheesecake, når man lige akkurat er en kvart millimeter fra katastrofen. Man kunne selvfølgelig følge den lokale skik og blive siddende indtil der igen opstår et naturligt rum for yderligere påfyldning. Men man kan også kaste håndklædet i ringen og give op. Jeg gjorde det sidste og forlod kageorgiet uden så meget en mangosushi til morgenmad, men i stedet i noget der må betegnes som proteinchok.
Det var svært at forlade denne oase, men af sted kom jeg, efter en chokerende konfrontation med regningen fra minibaren. Uargh. Hvad sker der her. Nå, jo. Havde lige glemt mit afterparty i nat, der havde grebet om sig(hvorfor lærer jeg det aldrig – keep away from in-room dialing). I alt en rund plov for mine natlige udskejelser. Om det havde været pengene værd husker jeg ærlig talt ikke. Min hukommelse var lidt sløret efter besøget på gogo baren. Men for at udvise en grad af storsind besluttede jeg mig, at det var fundet for pengene.
I Bangkok lufthavn blev jeg indhentet af Nemesis som straf for mit skørlevned. Havde glemt kuvert i kommoden på hotellet med 10 kg gode danske kroner samt et tilsvarende beløb i baht. Man tror det ikke muligt, men jo. Rolig Andrea nu heeelt rolig. Stuepigen er ikke engang nået til dit værelse endnu, og når hun finder kuverten, afleverer hun den selvfølgelig til receptionen, som selvfølgelig forsegler kuverten og kontakter dig. Selvfølgelig gør de det. Damage control step 1- henvend dig fortvivlet, men fattet til service center. Step 2 – forklar kort situationen med svag desperation i stemmen, og understreg vigtigheden af deres hjælp, Step 3 – bed til de højere magter og bed om syndsforladelse. Om det var de højere magter eller desperationen i mine øjne der gjorde udfaldet, ved jeg ikke, men med prisværdig velvilje fra servicemedarbejderen og hendes assistenter lykkes det at kontakte hotellet, få lokaliseret formuen, arrangeret en limousine xpress og ny flyafgang til paradis.
Det er i sådanne situationer man græmmes, hvis ikke decideret skræmmes af sin egen adfærd. En solid reminder om den egentlige årsag til mit ophold. Mindre glin sling og gogo bars fra nu af, dundrede det indre overjeg. Og jeg lovede bod og bedring til mit bedre jeg.
Jeg kom afsted og landede på Koh Samui og gennemførte et noget alternativt bud på en fysisk og åndelig genfødsel. Mødte bl.a. en pige der inviterede mig til Dubai, hvilket resulterede i et nyt eventyr.
Jeg tabte mig ikke mange nanogram, og det skulle tage mig adskillige af tilsvarende udflugter for at nå frem til den konklusion at stress og overvægt ikke er noget man bliver kvit på 14 dage. Der skal andre mere substantielle løsninger til. Men sådan gør man sig sine erfaringer og kedeligt var det bestemt ikke.
